Af finere bord- og konsolure, hører taffelure til i den bedste ende. Taffelure blev produceret igennem flere århundreder og er ofte af en meget høj kvalitet. Værkplader og tandhjul er lavet af messing og aksler er udført i hærdet stål. Tandhjul er fine og spinkle og tapperne tynde og meget hårde. Det krævede en meget dygtig håndværker at mestre hærde og anløbsprocessen, når stålet skulle blive til holdbare aksler og spinkle tapper. Man hærdede stålet ved at opvarme det, så det blev rødglødende. Derefter blev det hurtigt afkølet, hvilket resulterede i at det blev hårdt som glas. Det var dog ikke velegnet ved denne hårdhed, og man tog derfor en lille del af hærdningen af ved at anløbe stålet. Det blev dermed sejt og velegnet til aksler og skruer. Stadig hårdt og solidt, men ikke skrøbeligt som glas.
Messingen i Taffelure et oftest i en særlig god kvalitet. Der er ingen urenheder i legeringen og holdbarheden er meget høj. De små tapper på tandhjulene drejer fint rundt i lejer i messingpladerne, som ikke så let slides ovale, hvis kvaliteten er god. Mange Taffelure kan ofte gå i rigtig mange år uden at blive repareret, da kvaliteten af materialer og håndværk er været høj. Prisen på Taffelure afspejles ofte af dette. De har altid ligget i top, hvad det angår, og derfor er er der stadig mange Taffelure i omløb, fra de i 1800 tallet begynde de at vinde indpas. De er smukke og fylder ikke så meget som fx et Bornholmerur og lyden er også en helt anden. En fin høj klang, der vidner om det fine samspil mellem æstetik og kvalitet. Taffeluret har normalt en gangreserve på 8 dage og drives af to fjedre. Dette bevirker at uret kan vinde lidt de første dage efter det trækkes, og tabe lidt de sidste par dage inden uret skal trækkes på ny. Ubetydeligt i praksis og blot et resultat af at fjederen leverer mere kraft når den er stram, og mindre når uret er ved at udgå.
Taffeluret er omgivet af mange gode historier. Det siges, at et lueforgyldt taffelur har kostet livet på en fransk livstidsfange. Man forgyldte selve urkassen med en opløsning af kviksølv og guld. Denne opløsning brændte man af, så guldet blev siddende som en kraftig forgyldning. En virkelig god kvalitet forgyldning. Men dampene fra kviksølvet var så farligt at man ofte døde af processen og derfor var det et arbejde der blev udført af dødsdømte fanger i de franske fængsler. Jeg er ikke sikker på hvor meget der er sandt, men det gør jo ikke historien om Taffeluret dårligere